Min datter har en storebror, som hun forguder. Eller…det gjorde hun i hvert fald, da hun var mindre. De første år af hendes liv var hun altid sammen med ham og hans venner. Der var ikke mange piger i hendes liv og de piger hun mødte på legepladser og andre steder var næsten altid “prinsesse-piger”… Det var også den slags piger hun så i medier (tegnefilm, blade og reklamer). De piger var ikke seje og klatrede højt op, de legede ikke vilde gyngekaptajner og tog svævebanen alene. Det var hun ellers vandt til at gøre sammen med sin storebror, og det var den slags lege hun elskede. Så i hendes øjne var piger kedelige, og derfor var hun træt af selv at være pige.
Hun ville ikke have tøj på, der på nogen måder var “piget”. Ingenting med flæser, lyserøde farver eller noget der bare lignede, at det var til piger. Hun ville ikke se fjernsyn og film med piger eller til piger. Hun ville IKKE VÆRE en pige. Hun sagde faktisk, at hun bare gerne ville være en dreng. Jeg forsøgte at acceptere, at måske var det bare sådan det var. Måske var hun født i den forkerte krop, og det måtte vi så arbejde med. Men jeg tænkte også, at der var en masse følelser fanget i det her og derfor opfandt jeg en leg, der spillede på et tema med seje piger. Jeg opfandt Super Seje Pigers Klub.
Super Seje Pigers Klub var en ganske særlig klub for de få, de udvalgte. Man kunne kun få adgang til den, hvis man var en rigtig rigtig sej pige. Man skulle være pige og turde alt det vildeste. Legene var f.eks. at gynge virkeligt virkeligt virkeligt højt på legepladsen:
Datter: “Mor, gyng mig højere!”
Mor: “Er du sikker på, at det skal være højere? Er det ikke for højt? Bliver du ikke bange?”
Datter: “Nej, det er sjovt!”
Mor: “Sjovt!? Det er ellers virkeligt farligt. Det er faktisk kun super seje piger, som må gynge så højt. Er du sådan én?”
D: “Jaa!”
M: “Ok, men hvis det bliver for uhyggeligt må du sige til, så stopper jeg med det samme.”
Gynger…højt!
M: “Nu er det altså højt nok.”
D: “Nej, det skal være højere. Vildere!”
M: “Er du sikker på det? Bliver du slet ikke bange?”
D: “Neeeeej. Det er sjovt.”
M: “Er du sikker på, at du er en pige – og ikke en dreng?”
D: “Ja, jeg er en pige – se mit hår.” (Pige viser sit lange hår eller siger sit navn eller andet “bevis” på at hun er en pige.)
M: “Okay. Men det er faktisk kun de rigtigt seje piger, dem som er med i Super Seje Pigers Klub, som tør gynge så højt. De sejeste piger i verden. Er du sådan én?”
D: “Ja!!”
M: “Har du også sådan et stempel, som viser, at du er en del af klubben?” (Her skal jeg lige ærligt indrømme, at jeg ikke kan huske, at hun “fortjente” stemplet allerførste gang vi legede legen.)
Datteren siger ja og viser sit imaginære stempel på arm eller ben. Mor bliver imponeret og overrasket og giver datteren det hun beder om.
Der kan leges videre, men allerede her er der skabt en følelse af, at det at gynge vildt og højt er noget eksklusivt for seje piger – og hun er én af de få.
Legen kan leges i mange versioner. Vi gjorde det både med gynger, vipper, svinge lege, flyve og hoppe, “rodeo i sengen” osv. Hver gang hun bad om, at få noget vildere og højere greb jeg chancen og udfordrede hendes stereotyp af, at piger er forsigtige kedelige prinsesse-typer.
Det virkede hurtigt – og blev en vidunderlig leg vi havde og kunne finde frem og hygge med mange gange. Faktisk nævnte hun selv engang, at hun var med i Super Seje Pigers Klub på en legeplads en dag, hvor en anden mor var imponeret over, hvor dygtig eller modig hun var!