Min datter er lige startet i 0. klasse. Hun er så klar til det og hun er virkelig stolt over det. Men på samme tid er hun også voldsomt overvældet, træt og oplever gang på gang skuffelser og frustrationer. Så jeg sidder på skolen, lige så længe hun har brug for at vide, at der er en tryg og velkendt voksen i nærheden.
Nogle dage opsøger hun mig slet ikke. Andre dage er det i alle pauser. Hun kommer op og sidder lidt på skødet af mig. Når vi så har krammet og kysset lidt, leger vi en fangeleg. Jeg prøver at fange hende, hun er narrer mig, er hurtigere end mig og slipper hele tiden væk. Efter cirka fem minutters skolestarts-fangeleg er hun klar til at gå tilbage til time eller ud og lege igen.
Igennem legen bekæmper vi sammen den magtesløshed, hun føler over at være i en situation som hun ikke mestrer (endnu) og ikke mindst den ensomhed hun pludselig oplever. Legen genetablerer vores samhørighed, den får hende til at grine og sidst men ikke mindst, giver den hende rollen som den der har magten og den der forlader mig.