Min datter gik igennem en periode, hvor hun ikke ville kysse os – hverken farvel eller godnat, eller hej…slet ikke nogen kys faktisk. Og det var ikke, fordi hun var teenager. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor det var sådan. Men sådan var det i en periode, da hun var omkring 3 eller 4 år gammel. Så opfandt jeg legen “Verdens hurtigste kysser”.
Når hun skulle puttes om aftenen, sagde jeg til hende: “Jeg er verdens hurtigste kysser. Nu kysser jeg dig godnat, men du skal være virkelig opmærksom, for det går normalt så hurtigt, at man slet ikke opdager det.” Jeg prøver, at sige det med meget alvor og selvfedhed. Ofte siger jeg også, hvor jeg vil kysse hende – på kinden, i panden eller noget helt tredje.
Hun fniser allerede, når jeg siger det. Derefter gør jeg forskellige ting. Enten kysser jeg hende lynhurtigt, som jeg har lovet – eller også, og det afføder flest grin, fejler jeg. Jeg kysser virkeligt langsomt, rammer ved siden af – eller (og det her er hendes egen udbygning af legen) hun flytter sig, så jeg kommer til at kysse hende i øret eller på ryggen i stedet for på kinden.
Bagefter praler jeg så over min store bedrift, min succes. Mens hun grinende fortæller mig, om alle de fejl jeg begik – og jeg tror, selvfølgelig ikke på hende.
Denne leg giver barnet magten og styrker hendes selvtillid, gør mig til grin, følger fnis og latter (jo mere barnet griner, desto bedre), der er fysisk kontakt og ikke mindst opstod den jo faktisk, fordi der var en problematik, der var opstået i familien. Vi leger stadig “Verdens hurtigste kysser” ind i mellem. Begge mine børn elsker legen. Og min datters modvilje mod kys er forsvundet.
Se i tag-skyen eller nederst på siden for at finde mere inspiration til lege.